Margrethelund 4, 9330 Dronninglund, Tlf.: 99454801 
 
  Arrangementer og traditioner
 
 
Arrangementer og traditioner


Fællesspisning
Alle børn, forældre og søskende inviteres til par hyggelige timer, hvor vi spiser sammen og har fokus på samværet. Tanken bag denne aften er, at man får mulighed for at lære venner og veninder til ens barn at kende, samt forældrene, så det bliver nemmere at lave legeaftaler og hente-/bringeaftaler. Vi må som udgangspunkt gå ud fra, at vores børn kommer til at følges mange år frem, og vi kan derfor gøre det både sjovere og nemmere for både os selv og vores børn ved at lære hinanden godt at kende. Bestyrelsen/børnehaven sender invitation ud på intranettet. Tilmeldingen foregår via intra.

Sommerfest
Hver sommer inviterer bestyrelsen/børnehuset alle børn, søskende, forældre og personale til sommerfest. Dette er en god og hyggelig tradition og endnu en god måde at få etableret og styrket fællesskabet i Den Grønne Giraf.
Vi spiser sammen med efterfølgende kaffe og kage. Det er en tradition, at bestyrelsen etablerer poster med forskellige aktiviteter for børnene på legepladsen. I modtager invitation og tilmelding på intra.

Julehygge med risengrød
Bestyrelsen og børnehuset inviterer børn, søskende, forældre og personale til julehygge med risengrød en hverdagsaften i december måned fra kl. 17.00-19.00. Førskolebørnene går luciaoptog. Invitation og tilmelding foregår via intra.

Bedsteforældredag
Vi inviterer alle bedsteforældre til at komme og få nogle hyggelige timer i vuggesgtuen og børnehaven sammen med deres børnebørn. Hvis det ikke er muligt for bedsteforældre at komme, så er oldeforældre, tanter og/eller onkler eller en anden person, som barnet er tæt knyttet til, også velkomne. Det er vigtigt, at alle børn får besøg denne dag. Der vil være mulighed for forskellige aktiviteter og leg med børnene og hygge med kaffe, saft og brød.

Fastelavn
Vi klipper og klistrer. Vi er klædt ud, slår katten af tønden og spiser fastelavnsboller. Datoen meldes ud via månedsplanen.

Påske-smør-selv
Børnehuset indkøber råvarerne, som børnene er med til at tilberede til et stort tag-selv-bord i fællesrummet. Vi spiser et dejligt måltid mad sammen. I perioden op til påsken klipper vi påskepynt.

Jul
Børnene laver julegaver til deres far og mor. Vi har også her øje for traditionerne i forhold til julen. Vi er til julegudstjeneste i kirken. Nogle af børnene går luciaoptog. Vi holder julefrokost, hvor børnene hjælper med at forberede maden, der sættes på et stort tag-selv-bord i fællesrummet. Vi bager julebag til hygge i løbet af december måned.  Traditionen tro får vi også besøg af julemanden, der kommer med en lille godtepose til alle børn.

Fødselsdage
På den dag, barnet har fødselsdag, hjælper barnet med at hejse flaget, og der synges en fødselsdagssang for barnet til samlingen. I er velkomne til at medbringe noget som fødselsdagsbarnet ønsker at dele ud. Det er vigtigt, at det i så fald er i overensstemmelse med vores kostpolitik. I skal ikke dele noget ud, hvis I ikke ønsker det. Det er altid en god idé at aftale med stuen hvilken dag og hvordan fødselsdagen skal fejres. Her er nogle sunde forslag, som I eventuelt kan få inspiration fra.


 
 
 
 
 
 

 

 
 
 
 
 

 


Sidst opdateret 14. august 2019