Margrethelund 4, 9330 Dronninglund, Tlf.: 99454801 
 
  Børnehavens værdigrundlag
 
Den Grønne Girafs børnesyn, kerneopgave og værdigrundlag

I Den Grønne Giraf er kerneopgaven at skabe et godt børneliv, hvor børnene udvikler sig, tilegner sig læring og trives. På den måde kan børnene udvikle sig til harmoniske og robuste børn, som kan indgå i værdifulde fællesskaber i en meningsfuld hverdag. Børnene har i hverdagen mulighed for at være medbestemmende, have medansvar og udvikle selvstændighed. Disse evner er vigtige for, at børnene kan indgå i et demokratisk samfund. Børnenes medbestemmelse og medansvar kommer bl.a. til udtryk i børnenes medbestemmelse af mad på maddage, valg af aktiviteter og om aktiviteterne foregår ude eller inde. Andre aktiviteter planlægges og igangsættes af voksne med udgangspunkt i vores faglige viden om, hvilken læring der er vigtig for børnene.
 
Vi ser på børnene som kompetente og unikke børn, som skal mødes som sådanne. Uanset børns forskellighed, så har de alle lige stor værdi og vi sikrer gode rammer for deres dannelse, trivsel, udvikling og læring. For at give alle børn lige muligheder, møder vi dem forskelligt. Vi tager hensyn til barnets læring, alder, køn og personlighed.
 

Den Grønne Girafs vision/værdigrundlag

Vi vil have børn, som mestrer livet i modgang og medgang. Vi ønsker at udvikle børnene til at blive harmoniske og robuste børn, der kan indgå i et værdfuldt fællesskab. I arbejdet med dette har vi valgt at lægge vægt på følgende værdiord:
 
  • Fællesskaber: Med fællesskaber mener vi, at alle børn skal føle sig inkluderet i et værdifuldt fælleskab og derved udvikle positive sociale relationer med børn og voksne.
     
  • Nærvær: Med nærvær mener vi, at børnehaven skal være et trygt og rart sted med tillidsfulde og tydelige voksne, som kan følge barnets initiativer i et trygt og omsorgsfuldt miljø.
     
  • Anerkendelse: Med anerkendelse mener vi, at børnene skal mødes af en anerkendende voksen, som har fokus på barnets ressourcer. Vi skal understøtte og guide børnene indenfor barnets nærmeste udviklingszone. Det er vigtigt for os, at alle børn og voksne føler sig set, hørt, forstået og anerkendt i hverdagen.
     
  • Frihed: Med frihed mener vi, at børnene skal have medbestemmelse, frihed til fordybelse, til at være kreative og afprøve deres selvstændighed.
     
  • Glæde: Med glæde mener vi, at alle bliver mødt med et anerkendende smil, som kan få børn og voksne til at føle sig trygge.
 
  • Faglighed: Med faglighed mener vi, at vi skal tilbyde børnene udviklende aktiviteter, som understøtter og stimulerer børnenes udvikling og derved også styrker det enkelte barns selvværd og selvtillid. Vi skal tilbyde motiverende og spændende læringsrum med succesoplevelser til alle, og hvor den pædagogiske faglighed er i højsædet. Vi prioriterer et tæt forældresamarbejde højt, så vi sammen kan skabe de bedste betingelser for et godt og udviklende læringsmiljø for børnene.

Sidst opdateret 14. august 2018